“Hold kæft kælling!”

holdkæftkælling

Michael Jeppesen sætter i programmet ‘Ti stille kvinde’ fokus på den hetz, som kvindelige politikere og debattører udsættes for. Trusler om voldtægt, offentlige tilsvininger og svagpisset mandchauvinisme er hverdag for de demokratisk valgte, hvis eneste synd er, at de er kvinder. Demokratiet lider under det, og det er på tide, at vi ryster idiotien af os. 

Af Robin Juel Johansen @robinjjohansen

“Både Hitler og Islamister myrdede/myrder en masse børn dagligt og dem elsker du… Så lad vær med at tud.. Eller er din datter mere værd en alle andre? Dobbelmoral. Håber du får et lorteliv.”

Sådan skriver er en vred mand til Zenia Stampe, som er medlem af Folketinget for Radikale Venstre. Hun mistede i sommer sin nyfødte datter, hvilket hun har valgt at tale åbent både i medierne og på Facebook.

“Bid i puden skat! – Jeg kommer tørt ind!”

Johanne Schmidt-Nielsen, folketingsmedlem for Enhedslisten, oplever også dagligt de ubehagelige henvendelser fra mænd, som har behov for at tale hende ned ved eksempelvis at true med voldtægt, kalde hende lille ven eller på anden måde gøre hende opmærksomhed på, at hun er mindre værd end sine mandlige kollegaer.

Og selvom sproget og truslerne virker voldsomme, nævner både Johanne Schmidt-Nielsen og Zenia Stampe, at de bliver næsten immune overfor de jævnlige angreb mod deres person og køn. Det er tankevækkende, at man kan vænne sig til at blive truet med voldtægt, tæsk og ydmygelse, og det er skræmmenede at vores folkevalgte skal udsættes for den slags henvendelser.

Idiotien har sejret ad helvede til

Vi taler ofte om politikerlede og manglende troværdighed blandt politikerne. Og hver gang stiller de folkevalgte sig op og beklager, mens de lover at arbejde endnu hårdere, og at sætte mere fokus på almindelige mennesker.

Men måske skulle vi forsøge at udvide ansvarscirklen en smule. For når det er blevet almindeligt at sende grafiske voldtægtstrusler til et partis politiske ordfører, eller at triumfere over et andet menneskes tab af et nyfødt barn, har vi ladet idiotien sejre.

Vi har ladet hadefulde og udemokratiske personer skabe rammen for vores demokratiske debat, og vi har gjort det endnu sværere for mange at forestille sig et hverv som politiker.

Vi må gøre op med idiotien, og kræve mere respekt om det arbejde vores politikere udfører for os alle sammen. Og vi må stå fast alle steder, vi møder det groteske had, lige gyldigt om det er et had til kvinder, til religioner eller til hudfarve. Ellers lader vi idiotien sejre. Ad helvede til.

Du kan se ‘Ti stille kvinde’ på DR2 eller på DR TV her.

No comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Vi benytter os af cookies for at forbedre din oplevelse.
Accepter cookies
x